Undervisningsministeriet

Styring og ansvar

Her kan du læse om styring og ansvar inden for de tre grundlæggende vejledningsordninger.

Vejledning


Ungdommens Uddannelsesvejledning

Ungdommens Uddannelsesvejledning er den pligtsmæssige betegnelse for den institution, der varetager kommunens forpligtelse til at give uddannelses- og erhvervsvejledning i henhold til Vejledningslovens kapitel 2. Ungdommens Uddannelsesvejledning, der skal etableres på en kvalitetsmæssigt og og geografisk bæredygtigt grundlag, kan etableres på flere måder, fx:

  • Som en enhed, hvor UU vejleder kommunens egne borgere
  • Som et kommunalt fællesskab efter § 60 i den kommunale styrelseslov. Dette indebærer, at opgaven overføres til et selvstændigt styrelsesorgan med selvstændig kompetence til at varetage de deltagende kommuners anliggender.
  • Gennem en kommunal samarbejdsaftale, der ikke indebærer oprettelse af et selvstændigt styrelsesorgan og heller ikke indskrænker de deltagende kommunalbestyrelsers beføjelser.
  • Som en betjeningsoverenskomst, hvor én kommune køber vejledningsydelsen af en anden kommune.

Studievalg

Af lovbekendtgørelse om vejledning af uddannelse og erhverv (LBK 630 af 20/06/2008) fremgår, at undervisningsministeren skal sørge for, at der gives vejledning om valg af videregående uddannelse og erhverv, herunder om valg af fortsat uddannelse inden for videreuddannelsessystemet for voksne. Undervisningsministeriet har derfor det overordnede ansvar for vejledning om valg af videregående uddannelse og erhverv. Vejledningen varetages konkret af et antal (7) regionale vejledningscentre (Studievalg), som Undervisningsministeriet har bemyndiget til at give vejledning om valg af videregående uddannelse og erhverv. Centrene har ansvar for udførelse af opgaverne i overensstemmelse med de kontrakter, der er indgået mellem Undervisningsminsteriet og hvert enkelt studievalgscenter.

Gennemførelsesvejledning

Af lovbekendtgørelse om vejledning af uddannelse og erhverv (LBK 630 af 20/06/2008) fremgår, at uddannelsesinstitutioner på Undervisningsministeriets område, der udbyder ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse, og som tilbyder eleverne og de studerende individuel og kollektiv vejledning om gennemførelse af uddannelsen, skal fastsætte retningslinjer for vejledningen på institutionen. Ungdomsuddannelsesinstitutioner skal tilrettelægge vejledningen i samarbejde med Studievalg, så institutionens gennemførelsesvejledning og Studievalgs vejledning for den enkelte elev udgør en sammenhængende indsats. Det er uddannelsesinstitutionernes ansvar konkret at sørge for, at der tilbydes elever og studerende vejledning efter gældende bestemmelser.

Vurdér denne side

Vurdér denne side

Sidst opdateret:  30.03.2010