Per Påskesen, forbundssekretær i Dansk Metals uddannelses- og IKT-sekretariat.

Tak til Sune Baldus, formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation. Sune stillede spørgsmålet:

Vi har i de seneste mange år set en tendens til at oprette flere og flere nye korte uddannelser samt at trindele og niveaudele de gamle uddannelser. Kan det kommende arbejdsmarked håndtere dette? Og hvordan vil man sikre såvel faglighed som almen dannelse i disse specifikke og opsplittede uddannelser?

Fremtiden får brug for de faglærte

Jeg vil begynde med at rose os selv, organisationerne, erhvervslivet, ministeriet og ikke mindst de faglige udvalg og skolerne, fordi vi har formået at lave verdens bedste erhvervsuddannelsessystem. Et system, som har fået international anerkendelse.

Til vores store glæde er der mange unge, som søger ind på erhvervsuddannelserne. Størstedelen af dem gennemfører deres uddannelse og er eftertragtet arbejdskraft for virksomhederne. Men det er desværre ikke nok.

Om få år vil antallet af unge med en gymnasial baggrund overstige efterspørgslen, og fem til ti procent af dem kommer ikke til at gennemføre en videregående uddannelse, der giver dem en reel jobkompetence.

Derfor er det på tide, at vi gør far, mor og den unge opmærksomme på, at vi har skabt et unikt erhvervsuddannelsessystem, som andre lande misunder og valfarter til.

Noget tyder på, at den svækkede uddannelsesvækst og stærkt faldende arbejdsstyrke vil føre til massive problemer på fremtidens arbejdsmarked. Vi må derfor ikke udelukke nogen former for kompetencegivende forløb, der kan føre til konkrete job.

Garanti for uddannelse

Vi har i de seneste år oprettet adskillige korte uddannelser, men samtidig er mange også blevet nedlagt.

Erhvervsuddannelser er blevet trindelt, og vi må ikke glemme, at hensigten er at skabe et uddannelsestilbud til en bredere gruppe unge. Jeg har det godt med, at der er mulighed for at stige af under uddannelsen (trin 1), hvis den unge af den ene eller anden grund ikke i øjeblikket mestrer at tage en samlet erhvervsuddannelse (trin 2 eller 3).

Sluttes uddannelsen på trin 1, bør målet altid være, at man dels er kvalificeret til et arbejde, dels har mulighed for påstigning. Er det præmissen, er trindelte uddannelser mere end velkomne.

Vi skal selvfølgelig altid sikre, at erhvervsuddannelserne ikke afkortes og effektiviseres i en sådan grad, at de reduceres til en kortsigtet oplæring.

Jeg mener, at vi med vekseluddannelsesprincippet garanterer, at eleven/lærlingen bliver en fleksibel arbejdskraft, der ikke på forhånd fastlåses i en enkelt specialiseret virksomhed, og som er i stand til at indgå i livslang kompetenceudvikling.

Det store problem kommer først, når politikerne glemmer hensigten med trindelingen. Glemmer, at det er en afstigningsmulighed og ikke et fuldt fagligt niveau. Og når de begynder at tale om, at unge kun skal have uddannelsesgaranti til en trindelt uddannelse – også dem med forudsætning for at fortsætte i længerevarende uddannelser.

Vi må ikke glemme, at hovedparten af eleverne på erhvervsskolerne gennemfører deres uddannelse i et uafbrudt forløb og ender som dygtige, eftertragtede faglærte. Vi skal derfor sikre, at alle elever/lærlinge får de udfordringer, som de evner og lyster.

Så selv om vi i øjeblikket er inde i en lavkonjunktur, skal vi investere i alle elever med uddannelsesforudsætninger og skabe attraktive tilbud på erhvervsskolerne for alle slags unge. Også de ressourcestærke. De skal udfordres så meget, som deres evner rækker, og derfor skal det være muligt at udvikle erhvervsuddannelser med forskellige trin og niveauer. Det kræver blot en klar politisk opbakning til, at uddannelsesgarantien betyder garanti for uddannelse og ikke kun til ét trin.

Jeg sender stafetten videre til Socialdemokratiets uddannelsesordfører, Christine Antorini, med følgende spørgsmål:

Uddannelsesgaranti – og måden, den forvaltes på – kan virke som om, at den primært skal hjælpe med at få 95 procent af en ungdomsårgang igennem en uddannelse. Hvordan sikrer vi en uddannelsesgaranti, der reelt imødekommer unges evner og lyster og samtidig sikrer arbejdsmarkedet den nødvendige, velkvalificerede arbejdskraft?