Undervisningsministeriet

Skærpet kontrol med udenlandske studerende

05.10.2007Konkrete regler og nye initiativer skal sikre kvaliteten i rekruttering af udenlandske studerende.

Udlændingeservice og CIRIUS har netop offentliggjort en fact finding rapport, der kortlægger rekrutteringen af kinesiske studerende. Fact-finding missionen skal ses som en del af en større undersøgelse af forholdene omkring kinesiske studerendes ønsker om at komme til Danmark for at uddanne sig. Rapporten belyser en række forhold, som man bør være opmærksom på ved rekrutteringen af kinesiske studerende.

Som led i opfølgningen på regeringens strategi for markedsføring af Danmark som uddannelsesland er der ved at blive indført en 'code of conduct', som bl.a. skal sikre, at uddannelsesinstitutionerne tager ansvar for at sikre, at udenlandske studerende opfylder optagelseskravene.

Code of Conduct vil blive udarbejdet i samarbejde med de danske uddannelsesinstitutioner. Samtidigt overvejes det om kravene til engelskkundskaber skal indskærpes. Det betyder blandt andet, at kinesere, der optages i Danmark, skal have de rette kvalifikationer og tale tilstrækkeligt godt engelsk. Det skal også sikres, at kineserne bliver optaget på uddannelser, som giver en eksamen, de kan bruge i Kina, for eksempel en bachelorgrad. Det er med til at ødelægge Danmarks ry som uddannelsesland, hvis kinesere lokkes på danske skoler under falske forudsætninger, for eksempel hvis de tror, at et højskoleophold giver en eksamen.

Undervisningsminister Bertel Haarder og videnskabsminister Helge Sander underskrev den 25. september 2007 en aftale om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, akademiske grader og uddannelsesniveau med den kinesiske undervisningsminister. Aftalen skal sikre kvaliteten af udvekslingen.

Udlændingeservice arbejder endvidere på i 2008 at kunne gennemføre stikprøvekontrol af meddelte opholdstilladelser til studerende. Ved stikprøverne udtages et antal tilfældige sager vedrørende meddelte opholdstilladelser til nærmere undersøgelse.

Regeringen ønsker at fortsætte udbygningen af Danmarks relationer til Kina i forhold til erhvervslivet og det internationale studiemiljø. Men regeringen er samtidig opmærksom på behovet for kontrol med, at det er de rette personer, som Danmark tiltrækker.

"Dansk uddannelse er et stærkt varemærke, som vi skal værne om. En dårlig oplevelse kan gøre stor skade på Danmarks renommé som uddannelsesland. Det er derfor vigtigt, at institutionerne holder selvjustits og sørger for at opretholde en god kvalitet i tilbud til udenlandske studerende. Det vil vi nu sikre med bl.a. code of conduct," siger Bertel Haarder.

En tværministeriel arbejdsgruppe fra 2006 indførte en række stramninger på området med virkning fra januar 2007. Se ændringerne her:

Reglerne

Det er den enkelte danske uddannelsesinstitution, der har pligt til at sikre sig, at de, der optages, opfylder betingelserne for optagelse.

CIRIUS har en række hjælpemidler til brug for vurdering af ansøgninger om optag fra udenlandske studerende. Det er bl.a. en netbaseret "Eksamenshåndbog", der indeholder beskrivelser og vurderinger af en lang række udenlandske gymnasiale eksaminer og andre adgangsgivende eksaminer.

CIRIUS har også en særlig hotline-service, der kan give institutionerne råd og vejledning om optagelse af udenlandske studerende. CIRIUS afholder et årligt seminar samt en workshop for de medarbejdere på uddannelsesinstitutionerne, der arbejder med ansøgninger om optag fra udenlandske studerende.

Udlændingemyndighederne træffer afgørelse om, hvorvidt en udenlandsk statsborger kan gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingemyndighederne lægger som udgangspunkt den danske uddannel-sesinstitutions optagelse af udlændingen til grund for vurderingen af, om udlændingen må anses for at have et reelt ønske om studier. Der kan dog under sagsbehandlingen fremkomme oplysninger, der får udlændingemyndighederne til at undersøge sagen nærmere, og der er helt generelt mulighed for at meddele afslag på opholdstilladelse som studerende, hvis der er en formodning for, at den reelle baggrund for ansøgningen ikke er et ønske om at komme til Danmark for at studere og derefter vende hjem. Dette gælder også, selvom den danske uddannelsesinstitution har vurderet, at udlændingen opfylder optagelseskravene.

I relation til efterfølgende kontrol af meddelte opholdstilladelser til studerende er kommuner og uddannelsesinstitutioner ved en ændring af udlændingeloven i januar 2007 blevet pålagt en indberetningspligt om udlændinges modtagelse af offentlig hjælp til forsørgelse henholdsvis studieaktivitet.

I øvrigt bemærkes det, at der nu kan gives formodningsafslag, hvis der tidligere har været problemer i form af stort frafald eller kreative rekrutteringsmetoder omkring den danske uddannelsesinstitution, som udlændingen er optaget ved.  

Lovgrundlaget for meddelelse af opholdstilladelse til at studere i Danmark er senest ændret ved lov nr. 89 af 30. januar 2007.

For så vidt angår værnet mod misbrug, skal peges på følgende betingelser for at få opholdstilladelse:
- Ansøgeren skal dokumentere at være optaget på en uddannelse.
- Der skal være tale om en uddannelse godkendt af en offentlig myndighed eller en uddannelse, der gennemføres af en statsligt godkendt institution.
- Ansøgeren skal have betalt den krævede studieafgift, der på videregående uddannelser mindst skal udgøre betalingen for første semester.
- Ansøgeren skal godtgøre, at forsørgelsen er sikret gennem egne midler, stipendier, studielån eller lignende. Dette gælder dog ikke på videregående uddannelser.
- Uddannelsesinstitutionen har pligt til at give udlændingemyndighederne underretning, hvis den udenlandske studerende ikke er studieaktiv.
Herudover kan opholdstilladelse nægtes, hvis der er en vis formodning om, at ansøgerens intention ikke er at studere i Danmark.

Ligeledes kan opholdstilladelse nægtes, hvis der erfaringsmæssigt er problemer med den konkrete uddannelsesinstitution i form af forsvundne udenlandske studerende, eller institutionens rekrutteringsmetoder og optagelseskrav tiltrækker ansøgere, hvis hensigt ikke er at studere i Danmark. 

Sidst opdateret:  30.03.2010