Mentorer til unge, der er i risikogruppen for ikke at gennemføre en ungdomsuddannelse, har vist sig at være en stor succes. Fra 2007 til 2009 har der på folkehøjskolerne været etableret forsøg med mentorordninger, der viser, at de unge bliver både motiverede og kvalificerede til at finde vej til en kompetencegivende uddannelse.
Derfor har Folketinget fredag den 18. december 2009 vedtaget et lovforslag, der gør mentorordningen permanent og udvider den til også at omfatte husholdnings- og håndarbejdsskoler. Konkret sker det ved en omlægning af tillægstaksterne for særligt prioriterede elevgrupper og tilførsel af ekstra midler. Formålet med omlægningen er, at skolerne med udgangspunkt i den unges uddannelsesplan kan etablere et mentorforløb for unge uden en kompetencegivende uddannelse og hjælpe dem tilbage i det ordinære uddannelsessystem.
Den nye ordning er betinget af, at den unge er blevet vejledt af Ungdommens Uddannelsesvejledning til et ophold på en folkehøjskole, husholdningsskole eller håndarbejdsskole og har fået dette skrevet ind i sin uddannelsesplan.
Undervisningsministeriet vil løbende følge den nye ordning for at vurdere, om den opfylder sit formål. Mentorordninger er blandt en lang række initiativer et led i opfyldelsen af regeringens målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015.
Lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2010.