Undervisningsministeriet

Sprogstimulering til småbørn

Alle tosprogede børn, der endnu ikke er begyndt i folkeskolen, skal have tilbud om støtte for at fremme deres sproglige udvikling.

Frikvarter

"Der skal tilbydes tosprogede børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen, støtte til fremme af den sproglige udvikling med henblik på tilegnelse af dansk, hvis de efter en sagkyndig vurdering har behov herfor. Tilbudet omfatter aktiviteter, der er egnet til at stimulere børnenes sproglige udvikling", (folkeskoleloven § 4 a).

Skolestart uden sprogproblemer

For at sikre, at alle tosprogede børn kan begynde i skole uden sprogproblemer, er der under denne regering gennemført to ændringer af folkeskoleloven. Den ene ændring trådte i kraft den 1. januar 2003 og indebar at sprogstimuleringstilbuddet også skal omfatte de tre-årige tosprogede. Tidligere var kommunerne først forpligtet til at tilbyde sprogstimuleringstilbuddet fra fireårsalderen.

Den anden ændring af folkeskoleloven trådte i kraft den 1. august 2004 og indebar, at sprogstimuleringen skal være obligatorisk for de tosprogede småbørn, der efter sagkyndig vurdering har behov herfor. Hvis et barn vurderes at have behov herfor, er forældrene forpligtede til at tage imod sprogstimuleringstilbuddet.

Kommunerne har ansvar for, at forældrene bliver orienteret om tilbuddene og om betydningen af, at børnene deltager i sprogstimuleringen. Hvis der er behov for det, skal forældrene orienteres på deres eget sprog.

Børn i dagtilbud

Børn i dagtilbud skal tilbydes målrettede pædagogiske aktiviteter ud over dagtilbuddets almindelige tilbud, der tjener til at fremme børnenes tilegnelse af dansk, hvis de har behov for det.

Børn, der ikke er i dagtilbud

Tosprogede børn, der ikke er indskrevet i dagtilbud, skal tilbydes 15 timers sprogstimulering om ugen.

Kvalificeret personale

Sprogstimuleringen varetages af personale, der har uddannelse vedrørende tosprogede børn, eller som på anden måde er kvalificeret til at løfte opgaven.

Ikke formel undervisning

Der er med sprogstimulering ikke tale om formel undervisning. Sprogstimulering er målrettede pædagogiske aktiviteter, der med udgangspunkt i det enkeltes barns forudsætninger og erfaringer skal støtte barnets udvikling, herunder barnets tilegnelse af det danske sprog.

Vurdér denne side

Vurdér denne side

Sidst opdateret:  30.03.2010