Tilsynet med Undervisningsministeriets uddannelses- og institutionsområder har i 2009 haft fokus på institutionernes initiativer for at sikre større gennemførelse og mindske frafaldet.
Det skal ses i lyset af regeringens målsætning om, at mindst 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse og mindst 50 procent en videregående uddannelse.
Tilsynsberetningen konkluderer, at institutionerne fortsat bør gøre en indsats for, at flere gennemfører en uddannelse. Således viser tilsynet, at der stadig er et bekymrende højt frafald, for eksempel på erhvervsskoleområdet og på de gymnasiale uddannelser, især på htx og hf. Til gengæld skiller arbejdsmarkedsuddannelserne sig positivt ud ved at have en meget høj gennemførselsprocent.
Markant fremgang i optag
Det store frafald har dog ikke skræmt de unge fra at begynde på en uddannelse. Mange uddannelser og uddannelsesinstitutioner har i 2009 oplevet en markant fremgang i antallet af elever og studerende. Blandt andet er optaget på det to-årige hf steget betragteligt, ligesom flere højskoler og efterskoler har haft en betydelig fremgang.
Derimod er der færre studerende end forventet, der vælger social- og sundhedsuddannelsen. Ifølge tilsynsberetningen skyldes det blandt andet for få udmeldte uddannelsespladser i kommunerne, ikke mindst i hovedstadsområdet.
Sund økonomi
Den øgede tilstrømning til uddannelserne er en af årsagerne til, at institutionerne overordnet har en sund økonomi, ligesom selvejemodellen ser ud til at virke efter hensigten. Tilsynsberetningen vurderer således, at bestyrelserne tager de nødvendige beslutninger for at sikre deres respektive institutioners overlevelse.
I det hele taget er antallet af institutioner, der har behov for nødhjælp yderst begrænset. Overskuddet på de regulerede institutioner er samlet set steget fra 445,8 millioner kroner i 2008 til 785,8 millioner kroner i 2009.
Det eneste område, der økonomisk skiller sig negativt ud, er landbrugsskolerne, hvor fire ud af ni skoler har pengemæssige problemer.
Undervisningsministeriets tilsynsberetning tegner i det store hele et positivt billede af uddannelsessektoren. Der er generelt tale om kvalitetsuddannelser, der optager flere elever og studerende, og som har styr på økonomien.
Beretningen er en status for tilsynet med ministeriets uddannelses- og institutionsområder og bygger hovedsagelig på informationer, der er indsamlet i 2009.