Her kan du læse om alle ændringerne og om nye vejledninger.
1. Bekendtgørelse nr. 593 af 24. juni 2009 af lov om folkeskolen
Nedenstående lovændringer (a. til d.) træder i kraft den 1. august 2009 og er indarbejdet i Bekendtgørelse nr. 593 af 24. juni 2009 af lov om folkeskolen. Bekendtgørelsen kan ses her.
a. Lov nr. 534 af 12. juni 2009: Præcisering af ansvarsforholdene i folkeskolen med videre
Loven indeholder en række ændringer af folkeskolelovens bestemmelser, der har til hensigt at præcisere og tydeliggøre ansvars- og kompetencefordelingen mellem de forskellige aktører i folkeskolen - kommunalbestyrelsen, skolebestyrelsen, skolelederen og lærerne. I tilslutning hertil er der enkelte substantielle ændringer, bl.a. med henblik på at fremme en stærk og synlig skoleledelse og som opfølgning på arbejdet i Udvalget om disciplin, god adfærd og mobning i folkeskolen.
Skolelederens ledelsesrum udvides, idet det nu fremgår af loven, at lederens konkrete beslutninger vedrørende skolens elever ikke kan behandles af kommunalbestyrelsen. I det omfang en sådan beslutning har betydning ud over den enkelte skole, falder det dog uden for skolelederens kompetence at træffe endelig beslutning herom alene. Skolelederen vil fremover kunne beslutte, at en elev springer et klassetrin over eller undervises på samme klassetrin i to år, hvis det er til elevens bedste. Forældre og elev skal fortsat inddrages i beslutningen, men der er ikke længere krav om samtykke.
§ 40 i folkeskoleloven om kommunalbestyrelsens beføjelser er ændret således, at en række væsentlige beslutninger om det kommunale skolevæsen fremover skal træffes på et møde i kommunalbestyrelsen, dvs. bliver omfattet af delegationsforbud. Målet er, at folkeskolen i højere grad kan blive et tema i den lokale, offentlige kommunalpolitiske debat og ved valg til kommunalbestyrelsen.
Alle skolebestyrelser skal fremover udarbejde et værdiregelsæt for skolen. Det skal indeholde retningslinjer for god adfærd på skolen samt pejlemærker for, hvordan man sikrer god trivsel og et godt undervisningsmiljø både psykisk og fysisk, herunder en overordnet antimobbestrategi. Værdiregelsættet skal fremme fælles værdier, engagement og ansvarlighed. Det skal også gælde i en eventuel skolefritidsordning og i andre skoleaktiviteter som fx undervisning i fritiden (jf. § 3 i folkeskoleloven).
Derudover vil der som opfølgning på præcisering af undervisningsministerens bemyndigelse til at fastsætte almindelige regler om foranstaltninger til fremme af god orden i skolerne ske en ajourføring af bekendtgørelse nr. 27 af 12. januar 1995.
Endelig er begyndelsestidspunktet for de fireårige valgperioder for forældrerepræsentanter i skolebestyrelserne ændret fra den 1. april til 1. august - første gang i 2010. Dette får betydning for terminerne for gennemførelsen af de kommende valghandlinger. Som opfølgning på loven vil der ske en ajourføring af regelsættet om valg til og medlemskab af skolebestyrelserne i skolebestyrelsesbekendtgørelsen.
Se den vedtagne lov her.
b. Lov nr. 354 af 6. maj 2009: Samordning af elevplan, uddannelsesbog og uddannelsesplan
Loven indeholder ændringer af folkeskoleloven og vejledningsloven. Formålet med ændringerne er at forenkle de administrative byrder i folkeskolen ved at samordne elevplan, uddannelsesbog og uddannelsesplan.
Loven indebærer, at elevplan, uddannelsesbog og uddannelsesplan samles i ét redskab på de klassetrin, hvor elever, forældre, lærere og vejledere i dag skal forholde sig til alle tre redskaber. Ved alene at forholde sig til ét redskab, opnås en administrativ forenkling.
Der vil som i dag fortsat være elevplan fra børnehaveklassen og frem til og med 7. klassetrin. På 8. og 9. klassetrin bliver elevplanen slået sammen med uddannelsesplanen, således at der fremover alene vil være tale om ét dokument. Indholdet af det nye dokument vil svare til indholdet af den nuværende elevplan og den nuværende uddannelsesplan. På 10. klassetrin vil der som hidtil alene være krav om udarbejdelse af en uddannelsesplan.
Loven indebærer endvidere, at der ikke længere stilles krav om udfærdigelse af en skriftlig uddannelsesbog fra 6. klassetrin.
Se den vedtagne lov her.
Som opfølgning på loven vil der blive udstedt en ny bekendtgørelse indeholdende bestemmelser om elevplanen, elev- og uddannelsesplanen samt uddannelsesplanen på 10. klassetrin. Bekendtgørelsen, der forventes at træde i kraft samtidig med loven (1. august 2009), vil ikke indebære indholdsmæssige ændringer i forhold til de i dag gældende regler om elevplaner og uddannelsesplaner.
c. Lov nr. 353 af 6. maj 2009: Ændring af procedure for henvisning til specialundervisning i enkelte fag
Det fremgår af loven, at inddragelse af pædagogisk-psykologisk rådgivning kan undlades ved henvisning af en elev til specialundervisning i enkelte fag, hvis skolens leder vurderer, at det ikke er nødvendigt, og hvis forældrene er enige heri. Elevens synspunkter skal tillægges passende vægt under hensyntagen til elevens alder og modenhed. Loven er et led i regeringens afbureaukratiseringsprogram.
Som opfølgning på loven er der udstedt en ny bekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 588 af 24. juni 2009 om ændring af bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand). Efter denne skal skolens leder sikre, at forældrene orienteres om, at de til enhver tid kan anmode om, at pædagogisk-psykologisk rådgivning inddrages. Hvis forældrene trækker deres tilsagn om undladelse af pædagogisk-psykologisk rådgivning tilbage, afgiver skolens leder indstilling om, at der foretages en pædagogisk-psykologisk vurdering af eleven.
Det fremgår endvidere, at ved fortsættelse, ændring eller ophør af specialundervisning i enkelte fag kan inddragelse af pædagogisk-psykologisk rådgivning også undlades, hvis skolens leder vurderer, at det ikke er nødvendigt, og hvis forældrene er enige heri. Elevens synspunkter skal tillægges passende vægt under hensyntagen til elevens alder og modenhed.
Se den vedtagne lov her.
Se bekendtgørelsen her.
d. Lov nr. 535 af 12. juni 2009: Ændring af censorordningen ved skriftlige afgangsprøver i folkeskolen
Loven indebærer en ændring af folkeskoleloven, som giver faglæreren mulighed for at deltage i bedømmelsen af elevernes skriftlige afgangsprøver i folkeskolen.
Loven indeholder en ændring af folkeskolelovens bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte regler om censorer, således at undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at de kommunalt udpegede censorer alene medvirker ved bedømmelsen i nærmere angivne fag. Loven vil i første omgang blive udmøntet således, at det fremover vil være faglæreren og en statsligt beskikket censor, der bedømmer de bundne skriftlige prøver, dvs. prøverne i skriftlig dansk og skriftlig matematik.
Se den vedtagne lov her.
Reglerne vil blive udmøntet i en ny prøvebekendtgørelse. Se pkt. 2 nedenfor.
2. Høring: Bekendtgørelse om folkeskolens afsluttende prøver - Prøvebekendtgørelsen
Den 22. juni 2009 sendte Undervisningsministeriet et udkast til en ny prøvebekendtgørelse i høring.
Bekendtgørelsen er først og fremmest en teknisk gennemskrivning af de eksisterende regler på området. Herudover indeholder bekendtgørelsen følgende større ændringer:
- Reglerne om aflæggelse af prøver på særlige vilkår samt fritagelse for prøver er ændret som opfølgning på rapporten fra Afbureaukratiseringsudvalget på folkeskoleområdet. Ændringen indebærer, at skolelederen i de nævnte situationer kan træffe beslutning om fritagelse eller aflæggelse af prøver på særlige vilkår uden at inddrage pædagogisk-psykologisk rådgivning, hvis forældrene er enige heri.
- Reglerne om bedømmelse af de skriftlige afgangsprøver i dansk og matematik er ændret som følge af ændringen af reglerne om censorordningen ved skriftlige afgangsprøver (jf. lov nr. 535 af 12. juni 2009). Efter de nye regler vil det fremover være faglæreren og en ekstern censor, der bedømmer de bundne skriftlige prøver.
- Muligheden for gruppeforberedelse i forbindelse med prøverne i mundtlig dansk, skriftlig dansk og fysik/kemi er styrket som opfølgning på rapporten fra Arbejdsgruppen vedrørende alternative prøveformer ved folkeskolens afgangsprøver.
10.-klasse-prøverne er blevet moderniseret.
Bekendtgørelsen forventes udstedt i løbet af juli med henblik på ikrafttræden den 1. august 2009. Udkast til bekendtgørelsen kan ses her.
3. Fælles Mål
Med virkning fra skoleåret 2009/2010 træder nye Fælles Mål i kraft. De er nu tilgængelige fra en helt ny Fælles Mål-portal på uvm.dk.
Se også det seneste Nyhedsbrev om Fælles Mål her.
4. Skolestart
Læs om de nye regler i et informationsbrev til kommuner, regioner og skoler her.
5. Vejledning nr. 9319 af 26. juni 2009 om specialundervisning i dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder
Vejledningen indeholder blandt andet en beskrivelse af de gældende regler for specialundervisning i dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder. Vejledningen indeholder desuden en beskrivelse af reglerne for indgåelse af overenskomsten mellem kommunalbestyrelsen og dagbehandlingstilbuddet/anbringelsesstedet samt kommunalbestyrelsens tilsyn med specialundervisningen.
Se vejledningen her.