Undervisningsministeriet

Skolepraktik: Adgangsbegrænsning, herunder negativlisten

Få svar på ofte stillede spørgsmål om adgangsbegrænsning og negativlisten.

Hvilke uddannelser udbydes med skolepraktik? (herunder behandling af negativlisten)

Som udgangspunkt udbydes en uddannelse med skolepraktik. Uddannelser, som ikke udbydes med skolepraktik, fremgår af ”Negativlisten”. Negativlisten fremgår af bilag 6 til bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Hvad er adgangsbegrænsning til skolepraktik?

Adgangsbegrænsning til skolepraktik betyder, at det kun er elever, der uforskyldt mister deres praktikplads plus en eventuel kvote, som kan optages i skolepraktik. Adgangsbegrænsning er indført for at værne om vekseluddannelsesprincippet og af hensyn til beskæftigelsesmulighederne for elever uddannet i skolepraktik.

På hvilke uddannelser er der adgangsbegrænsning til skolepraktik?

Følgende uddannelser er adgangsbegrænset til skolepraktik:

  • Anlægsstruktør, bygningsstruktør og brolægger
  • Data- og kommunikationsuddannelsen
  • Dyrepasser
  • Elektriker
  • Elektronik- og svagstrømsuddannelsen
  • Kontoruddannelse med specialer
  • Mekaniker
  • Snedker
  • Teknisk designer
  • Træfagenes byggeuddannelse

Hvilke muligheder har jeg, hvis min uddannelse er på negativlisten?

Hvis du har gennemført et grundforløb til en uddannelse, som er på negativlisten og dermed ikke udbydes med skolepraktik eller, hvis du mister din praktikplads på en uddannelse, som er på negativlisten, kan du kun gennemføre uddannelsen med en uddannelsesaftale, som dækker alle praktikperioder, en kombinationsaftale, hvor du veksler mellem flere uddannelser, gennem korte aftaler, som tilsammen rummer alle uddannelsens praktikperioder eller gennem en restuddannelsesaftale, som dækker resten af din uddannelse.

Hvis du ikke kan finde en uddannelsesaftale, er du, hvis du er startet på et grundforløb efter 1. juli 2008, omfattet af uddannelsesgarantien, som betyder, at hvis du ikke kan finde en praktikplads på en anden uddannelse indenfor den indgang, som du har gennemført grundforløbet indenfor, så kan du gennemføre én af de uddannelser inden for din indgang, som udbydes med skolepraktik.

Elever, hvis uddannelse er på negativlisten, og som uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale, kan i 2010 optages til skoleundervisning i hovedforløbet uden en uddannelsesaftale. Optagelse kan ske for al skoleundervisning med undtagelse af undervisning, der indeholder afsluttende prøver.

Sidst opdateret:  16.01.2010