Regeringen og Dansk Folkeparti har med Aftale af 12. november 2009 om finansloven for 2010 indgået aftale om en ekstraordinær indsats for nyuddannede.
Se lov om særlige kompetenceudvidende forløb for nyuddannede (L 77)
Indsatsen sker i form af etablering af særlige kompetenceudvidende forløb i forlængelse af den igangværende uddannelse.
Forløbet skal forbedre og udbrede den enkelte nyuddannedes kompetencer i forhold til de aktuelle jobmuligheder og begrænse risikoen for, at kommende nyuddannede bliver ledige.
Hvem omfatter ordningen?
Ordningen omfatter nyuddannede med:
- en kandidatuddannelse
- en professionsbacheloruddannelse
- en erhvervsakademiuddannelse
- eller en af Kulturministeriets eller Økonomi- og Erhvervsministeriets videregående uddannelser.
Ordningen gælder fra den 1. februar 2010. Ifølge den politiske aftale er der afsat midler til ordningen frem til og med 31. januar 2011. Ordningen gælder også nyuddannede, der har afsluttet deres uddannelse i løbet af januar 2010.
Økonomisk støtte
Information om reglerne for at modtage støtte til de særlige kompetenceudvidende forløb findes på SU-styrelsens hjemmeside. Klik her for at læse mere om ny støtteordning til særlige kompetenceudvidende forløb for nyuddannede.
Liste over omfattede uddannelser
Listen omfatter uddannelser, hvor de nyuddannede er hårdest ramt af ledighed. Ved at begrænse ordningen til nyuddannede fra uddannelser med høj ledighedsrisiko øges effekten af ordningen.
Se listen over uddannelser der kan danne grundlag for optagelse på de særlige kompetenceudvidende forløb.
De omfattede uddannelser opfylder følgende to kriterier:
- De særligt ledighedstruede uddannelser identificeres som uddannelser, hvor en tredjedel eller flere af de nyuddannende er ledige efter 3 måneder. Opgørelsen af de nyuddannedes ledighed er blandt andet baseret på aktuelle ledighedstal fra Danmarks Statistik for nyuddannede. Se baggrundsnotat for de beregnede ledighedstal.
- Erhvervsakademiuddannelser uden direkte adgang til overbygningsuddannelser på professionsbachelorniveau (jf. lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 8).
Procedurer og ansøgningsfrister
Ansøgningen indsendes til den uddannelsesinstitution, der udbyder det særlige kompetenceudvidende forløb, der søges om optagelse på.
Uddannelsesinstitutionen kan oplyse dig om ansøgningsfristen.
Se ansøgningsskema om optagelse på særligt kompetenceudvidende forløb for nyuddannede.